Guide til stjernekikkert

Skal du købe dit første teleskop, også kaldet stjernekikkert, eller skal du give et i gave?
Har du allerede en stjernekikkert og leder efter en opgradering?

Spørgsmålene kan være mange - og disse vil vi nu hjæpe dig med! Kikkertlands stjernekikkertguide og FAQ kan hjælpe dig med valg af den stjernekikkert, der passer bedst til dit behov. Du kan herunder finde svar på, hvad du skal være særligt opmærksom på, når du køber en stjernekikkert.

Du kan desuden besøge vores butik i Aalborg for at få råd og vejledning samt se et udvalg af teleskoperne. Du er selvfølgelig også altid velkommen til at ringe til os for rådgivning på tlf. 9630 3409 eller skrive til os på mail info@kikkertland.dk. 

Sådan vælger du den rigtige stjernekikkert

For at komme bedst i gang og få den bedste oplevelse er det vigtigt at vælge lige netop det teleskop, der lever op til dine behov og forventninger. Men måske du sidder med en masse spørgsmål eller synes det er uoverskueligt at navigere mellem de mange forskellige modeller?

•    Er du nybegynder?
•    Er det til barn eller voksen?
•    Hvilke objekter vil du kunne se?
•    Skal det være et computerstyret eller manuelt styret teleskop?
•    Vil du tage billeder med teleskopet?

I Kikkertland har vi mere end 30 års erfaring inden for stjernekikkeri, og vores eksperter vil derfor kunne rådgive og vejlede dig på bedste vis. Uanset om du er nybegynder, øvet eller ekspert indenfor astronomi, har et bestemt budget eller noget fjerde, kan vi vejlede dig.

For at gøre det nemt for dig, der er nybegynder, har vi lavet en kategori kun med begynder teleskoper. Her finder du et udvalg af teleskoper, som er nemme at gå i gang med samtidig med, at de giver dig flotte syn af nattehimlens fænomener.

Derudover har vi teleskoper i alle priskategorier, så vi uanset dit buget kan finde en stjernekikkert, der passer til dig.

Herunder vil vi guide dig på bedst mulig vis og henvise til populære teleskopmodeller. Du kan se alle vores modeller under stjernekikkerter.

Stjernekikkert til børn og voksen 

For at vælge det rigtige teleskop, er det vigtigt at vide hvilken alder, brugeren har. Nogle teleskoper er nemlig mere junior-venlige end andre. Derfor finder du her vores anbefalinger til forskellige aldersgrupper og niveauer.

Hvilken stjernekikkert skal jeg købe til mit barn?

Når du skal købe et teleskop til et barn, er det godt at have for øje, om barnet selv skal kunne bruge teleskopet, eller om det er noget, I skal lave sammen. Til de mindste vil vi dog altid anbefale, at de får hjælp af en voksen til at finde objekterne på himlen, da det kan være svært og kræve en del tålmodighed.

Derudover vil vi anbefale et linseteleskop, idet dette er brugervenligt og simpelt at gå i gang med samt ikke kræver forkundskaber. Linseteleskoper kan også bruges om dagen til landskabsobservationer, og disse er derfor perfekte til børn, så de også kan få glæde af det i de lyse måneder. Vær dog opmærksom på, at billede vil være spejlvendt medmindre, du tilkøber en vendeprisme.

Det kan også være en fordel at vælge et teleskop med motor, da objekter som eksempelvis månen forbliver i fokus, da motoren følger objektet.
 

Børn fra ca. 6-10 år

Kendetegnet for alle modeller til børn fra 6-årsalderen er, at de skal være nemme at betjene, så barnet kan få fornøjelse af det i daglig brug. Det er også vigtigt, at barnet får en god førstegangsoplevelse med teleskopet. Vær dog opmærksom på, at det kræver tålmodighed og hjælp fra en voksen uanset hvilket linseteleskop.

Vi anbefaler disse linseteleskoper (refraktorer): Starfinder 60, Astromaster 70, Mercury 60 eller Mercury 70. Du kan læse mere om dem længere nede på siden.
 

Unge fra ca. 10-15 år

I denne aldersgruppe begynder de fleste teleskoper at være relevante. Er det et teleskop, der skal kunne transporteres, vil vi anbefale et linseteleskop, da disse både er nemme i opsætning, brug og transport.

I kan også vælge et spejlteleskop, hvis brugeren er god til teknik. Spejlteleskoper kan håndtere højere forstørrelser og give jer et detajlerigt billede. Er brugeren god til IT og smartphones, kan du også vælge et spejlteleskop med WiFi, da denne funktion kan gøre oplevelsen nemmere og mere interessant.

Vi anbefaler disse spejlteleskoper: Vela Star, StarSense 127, Astromaster 114 eller Skyhawk 114 WiFi.

Hvilken stjernekikkert er bedst til den voksne bruger?

Den voksne bruger kan håndtere alle typer teleskoper. Vi anbefaler spejlteleskoper (reflektor) med en tubus diameter på minimum 114 mm. Jo større diameter, jo højere forstørrelser - og derfor: jo mere kan oftest ses i teleskopet grundet højere lystransmission og højere forstørrelser. For eksempel får du 30% mere lys i en 130 mm end i en 114 mm. Det giver dig højere detaljegrad, højere forstørrelser og mulighed for at udforske depp sky objekter såsom stjernetåger.

Et spejlteleskop kan også fåes med computerstyring (håndkontrol) eller WiFi montering. Det gør det nemmere at navigere rundt på nattehimlen, da teleskopet selv finder objekterne for dig enten via din smartphone eller håndkontrol.
 

Voksen - Nybegynder

Er du nybegynder inden for teleskopverdenen? Frygt ej – vi har mange fantastiske teleskoper, som passer til alle niveauer. Under begynder teleskoper kan du se alle de stjernekikkerter, som vi vil anbefale til nybegynderen. Derudover afhænger valget af teleskop også af, hvad du ønsker at se med det. Dog vil vi her fremhæve tre modeller, som er særligt gode til nybegynderen:

Astromaster 114: en god all round stjernekikkert til Månen og planeter, stjerner, galakser og klare stjernetåger. Til teleskopet medfølger en motor, der gør det nemmere at fastholde teleskopets fokus på de ønskede objekter.

Sky-Watcher Explore 130: en god stjernekikkert med højere forstørrelse. Den er ideel til at udforske planeterne, stjernetåger og galakser. Der kan hertil købes en motor, så teleskopet selv følger himmelobjekterne.

Celestron Starsense 127: en brugervenlig stjernekikkert, hvor du får hjælp til navigering på stjernehimlen. Du får nemlig adgang til en app, som hjælper dig med at finde objekterne og som fortæller dig, hvor du skal dreje teleskopet hen for at finde himmelobjektet.
 

Voksen - Øvet

Har du allerede en stjernekikkert, men trænger til at udfordre dig selv lidt mere? Hvis du allerede er en øvet stjernekigger, men tænker på at tage det til næste niveau, anbefaler vi et af de større teleskoper. Her er vi oppe i minimum 130-200 mm tubusdiameter. Dette kunne eksempelvis være Explorer 150 eller Explorer 200. Alternativt kan det også være en af de større dobsonians, såsom Skyliner 200P Classic eller Skyliner 250P Classic

Derudover er WiFi teleskoper også en mulighed. Med et WiFi teleskop kan du ved hjælp af en app vælge, hvilket objekt du ønsker at udforske, hvorefter teleskopet selv finder objektet og sørger for, at det holdes i fokus. Det er en nem måde at navigere rundt på nattehimlen og opdage forskellige objekter gennem app'ens database. Det kan for eksempel være Skymax 127 WiFi eller Star Discovery P150i.
 

Voksen - Ekspert

Er du topprofessionel indenfor astronomi og ønsker at udvide til et mere avanceret teleskop med bedre monteringer, har vi også masser af fantastisk udstyr til dig. Her kan vi blandt andet anbefale de mere avancerede teleskoper såsom Explorer 200P inkl. HEQ 5 SynScan montering eller NexStar Evolution 8HD StarSense.

Computerstyret eller manuelt styret teleskop

Med et manuelt styret teleskop skal du selv finde objektet, du ønsker at nærstudere. Det vil være en fordel at have en app, hvor du kan se, hvor de forskellige objekter er på nattehimlen. Der kan også med fordel downloades et stjerneprogram på din smartphone som for eksempel Stellarium, eller du kan gøre brug af Gyldendals stjernekort, hvor du i bogform kan se stjernekonstellationer.

Med et computerstyret/datastyret eller WiFi styret teleskop hjælper teleskopet dig med at finde det objekt, du ønsker at observere. Computerstyrede teleskoper har en håndkontrol med en database, hvor de forskellige objekter er indlagt. Et WiFi-styret teleskop styres derimod ved hjælp en app på din smartphone eller tablet.

Astrofotografering med teleskopet

Dette er ret avanceret og ikke altid helt nemt. Den nemmeste måde at tage billeder af Månen og planeterne er via din smartphone. For at holde smartphonen helt stille bruges ofte en smartphoneadapter, som nemt kan påsættes okularet på teleskopet. Kikkertland har adaptere, som passer til stort set alle smartphones og teleskoper. Et planetkamera kan også bruges af begyndere til Månen og planeter.

Såfremt der skal tages billeder med langtidseksponering, skal teleskopet have en motorstyring. Derfor anbefaler vi et teleskop med motor, hvis du vil tage billeder med et DSLR kamera. Du kan enten vælge en stjernekikkert, hvor der allerede medfølger en motor eller vælge et WiFi-styret og datastyre teleskop, som har et compuerstyret stativ. Derudover kan du tilkøbe en motor til blandt andet Skyhawk 114, Explorer 130 og Nexstar 5 SLT.

Populære stjernekikkerter

Herunder har vi samlet nogle af vores mest populære stjenekikkerter. Under produktnavnene vil der blive fremhævet hvilke fordele, de hver især har, og hvad det er muligt at se med dem.
 

Starfinder 60 og Mercury 60

Disse to linseteleskoper er nogle af vores mest populære teleskoper til børn, og de er især egnede fra ca. 6-10 år. Teleskoperne er meget prisvenlige og nemme at komme igang med. Med disse teleskoper kan Månen virkelig nærstuderes og planeterne ses som små skiver. De fire måner om Jupiter kan også ses. Begge teleskoper er også særdeles velegnede til landskabs observation. Hertil skal det påpeges, at Mercury 60 har et kraftigere stativ.
 

Mercury 70 og Astromaster 70, Vela Star 76

Med disse linseteleskoper ses Månen og planeter som en skive, og Jupiters fire måner kan også observeres. I modsætning til Mercury 60, er diameteren på tubus-røret ved disse teleskoper lidt større, nærmere betegnet 70mm og 76 mm, hvorved de også samler mere lys ind. Det betyder, at du vil kunne se objekterne mere klart. Disse teleskoper er også ekstremt velegnede til børn fra 6-10 år samt nybegyndere.
 

Astromaster 114 EQ og Astromaster 130 EQ

Disse teleskoper er klassiske spejlteleskoper og er en gode til den voksne stjernekigger. Månen og kratere kan nærstuderes, og du kan ane de første overfladedetaljer på planeter som Jupiter og Mars. Derudover kan du også se stjernetåger, flere af Jupiters måner, og du vil kunne genkende enkelte galakser som små pletter. 

Tubusrørets størrelse er ved disse teleskoper væsentligt større, hvorved der samles mere lys, og objekterne vil fremstå mere detaljerige. Disse teleskoper har en kraftigere montering og er meget stabile, og derfor også tungere. Det betyder, at de også kan være mere besværligt at transportere frem for linseteleskoper. Hertil skal det påpeges, at Astromaster 130 EQ kan (ligesom Astromaster 114) leveres med motor, hvilket gør, at objekter automatisk kan følges med stjernekikkerten.
 

Datastyrede teleskoper

Et datastyret teleskop styres via en håndkontrol. En håndkontrol har indlagte objekter i databasen. Du kan derfor nemt og hurtigt  finde objektet, du vil følge, hvorefter teleskopet automatisk styrer hen på det ønskede objekt.
 

WiFi teleskoper

Et WiFi teleskop styres via en app, som kan downloades gratis. Appën har en database, hvor alle objekterne findes i. Derfor skal du blot vælge et objekt i app'en, og så finder teleskopet det selv på nattehimlen samt holder det i fokus.
 

Star Discovery 150i og Explorer 150P EQ3-2

Et teleskop med en 150mm tubus kan samle meget lys, hvilket gør observationer af nattehimlen endnu sjovere, mere spændende og langt flottere. Et teleskop af denne kaliber kan vise mange detaljer på både Månen og planeter. Du vil for eksempel kunne se Saturns ringes opdeling, stjernehober vil kunne ses i detaljer og tåger tager mere form.
 

Explorer 200 og Explorer 250

Disse teleskoper er perfekte, hvis du vil igang med seriøs hobbyastronomi. Teleskopet har en stor 200mm åbning, der samler rigtig meget lys, og med et stabilt EQ5 stativ står det sikkert. Explorer 200 kan vælges med forskellige monteringer, og med en motor er teleskopet velegnet til astrofotografering. Dog er teleskopet er forholdsvis tungt, og det er dermed ikke velegnet til transport.

Med Explorer 200/250 mm bliver stjernetåger mere interessante, stjernehobe ses klart og også galakser vil blive mere tydelige. Man vil også kunne se endnu flere detaljer på Måne og planeter, samt Jupiters striber, hvor også den røde plet er synlig. Saturns ringe ses tydeligt delt, og helt op til fem af Saturns måner kan ses.
 

Skyliner 200Skyliner 250 og andre store dobsonian teleskoper.

Med et dobsonian teleskop får du en stjernekikkert med en fremragende ydelse til en lav pris. Det skyldes basen, som teleskopet står på er lavet af træ og billigere at fremstille end et højt stativ med EQ montering. Derudover er teleskopet hurtigt og nemt at sætte op.

Teleskopet kan drejes via basen, som teleskopet står på. De store dobsonians modeller 200mm og 250 mm er velegnede til observation af Månen og planeter, såvel som Deep Sky objekter, hvorved man nemt får en "wow" effekt.

Har du flere spørgsmål?

Hvis du ønsker at vide endnu mere om stjernekikkerter, kan du finde svar på de ofte stillede spørgsmål under vores FAQ om stjernekikkerter. Har du stadig behov for rådgivning til valg af stjernekikkert, så står vores eksperter også gerne til rådighed på tlf. 9630 3409.

Hvis der er noget, du mangler, men ikke kan finde på hjemmesiden, skal du ikke holde dig tilbage for at spørge vores eksperter om dette, da der er mulighed for at udvide vores sortiment.